(G2)
24-01-2025
Haven jeg efterlader
Jeg begyndte at tænke på den have, jeg efterlader mig, når jeg dør, efter at have set en vinduesudstilling i Paris’ gader. En stor, kold scene med to liggende granitgravsten omgivet af plastikblomster og kunstgræs. Det gav mening – det var jo en udstilling – men samtidig mindede det mig om, hvordan gravsteder ofte ser ud i dag. Blomster, der skiftes ud efter sæsonen, velplejede overflader og en æstetik, der føles både uholdbar og fjernt fra naturens egen rytme. Tanken om at ende under en massiv granitblok, omkranset af kortklippet rullegræs, gjorde mig trist.
Dagen efter faldt jeg over Moderne natur af Derek Jarman, den visionære filmkunstner og maler. Jarman efterlod sig ikke kun en række imponerende værker – han efterlod sig også en have. På det øde, vindblæste Dungeness i England, hvor shingle, hav og himmel mødes, skabte han en have, der var lige så rå og poetisk som hans kunst. I sit livs sidste år, mens han levede med hiv, forvandlede han haven omkring sit spartanske hus, Prospect Cottage, til en personlig oase. Bogen dokumenterer disse år – en biografisk dagbog om kamp, skrøbelighed og skønheden i det små.
Jarmans have var mere end blot planter i sten. For mig fremstår den som en refleksion over livets cyklus og et bevis på, at hvis vi tør være sårbare og lægger kærlighed og omhu i det, vi efterlader os, vil det med stor sandsynlighed finde omsorg hos andre i fremtiden. Mange af os vil en dag få tildelt et lille stykke jord som vores sidste plads i verden. Men hvordan kan vi gøre dette til mere end blot en formalitet? Hvordan kan vi give det mening?
Jarmans have minder os om, at selv det mindste jordstykke kan blive en scene for skabelse, en trøst for de levende, og en vedvarende fortælling om, hvem vi var. Måske skal vi se vores sidste jordstykke som en have – et sted, hvor vi planter noget smukt, noget, der varer længere end os selv. Jeg har nu på min to do liste, at skulle opdatere mit testamente.
Victor,
second.garden
del: linkedin, instagram, facebook, x